I 2016 påbegyndte et dedikeret internationalt hold af sejlere og videnskabsmænd en mission for at undersøge Sortehavet (Sortehavets maritime arkæologiske projekt) for beviser på forhistorisk menneskelig reaktion på stigende havniveauer. Det, de stødte på, overgik alle forventninger. Ved hjælp af ekkolod og fjernbetjente køretøjer faldt forskere over 41 bemærkelsesværdigt velbevarede skibsvrag, der spænder over et årtusinde af tid.
Sortehavets unikke vandkemi spillede en afgørende rolle i bevarelsen af disse gamle fartøjer. I modsætning til mange vandområder har Sortehavet et ekstremt lavt iltindhold på visse dybder, hvilket skaber et næsten iltfrit "dødt sted". Denne mangel på ilt bremser drastisk nedbrydningen af træ og reb, hvilket tillader disse skibe at forblive bemærkelsesværdigt intakte, selv efter hundreder af år under bølgerne.
Ved nærmere undersøgelse stod det klart, at nogle af disse skibsvrag var ikke kun velbevarede, men bibeholdt også indviklede detaljer fra deres oprindelige konstruktion. Mejsel- og værktøjsmærker på individuelle planker, samt intakte rigningsmaterialer, rebruller, kasser, ror og udskårne dekorative træelementer, giver et vindue til søfarendes håndværk fra tidligere århundreder.
Et af de mest bemærkelsesværdige aspekter af denne opdagelse er den brede vifte af tidsperioder og civilisationer repræsenteret af skibsvragene. Disse fartøjer stammer fra det 9. århundrede til det 19. århundrede og omfatter byzantinske, osmanniske og middelalderlige italienske skibe. Ydermere tilbød lasten fra disse handelstransporter værdifuld indsigt i datidens omfattende handelsnetværk med varer lige fra ædle metaller til krydderier.
Det, der gør disse fund endnu mere spændende, er forklaringen bag skibsvragenes død. Det antages, at voldsomme storme var de skyldige, der var ansvarlige for at sænke disse fartøjer, snarere end kampe eller møder med bukkanere. Det hårde vejr og uforudsigelige karakter af Sortehavets storme viste sig at være en formidabel modstander for disse gamle søfolk.
Denne banebrydende undersøgelse blev udført af et hold britiske, amerikanske og bulgarske videnskabsmænd, som brugte banebrydende undervandskortlægningsteknologier. To fjernbetjente køretøjer blev brugt til at tage billeder i høj opløsning, videoer og lasermålinger af skibsvragene. Disse minutiøse visuelle og rumlige optegnelser blev derefter omdannet til tredimensionelle modeller, hvilket gav både forskere og entusiaster en fordybende oplevelse af disse gamle relikvier.
Ud over den uvurderlige indsigt fra selve skibsvragene, indsamlede holdet også kerneprøver fra Sortehavets havbund. Disse prøver ville gennemgå grundige analyser, så forskerne kunne opdage, hvordan forhistoriske folk navigerede og tilpassede sig de stadigt skiftende miljøforhold.
Interessant nok stoppede Sortehavets "døde punkt"-opdagelser ikke der. I 2018 opdagede forskerne verdens ældste intakte skibsvrag i denne isolerede Sortehavsregion. Skibet, der menes at være omkring 2,400 år gammelt, menes at være et græsk handelsfartøj, der ligner det, hvori den legendariske Odysseus sejlede.
Skibet anslås at være fra den klassiske periode, der går tilbage til omkring 400 f.Kr. Det er et træfartøj, der måler omkring 75 fod langt, og er bemærkelsesværdigt velbevaret, med dets mast, ror og robænke stadig intakte. Forskerne fandt også adskillige gamle potter, krukker og amforaer, hvilket indikerer en last af forskellige varer.
Forskere mener, at skibet havde en blandet græsk-fønikisk besætning og sandsynligvis var involveret i handelsruter i den antikke verden. Det kan have sejlet fra Sortehavet til destinationer i Middelhavet med varer som vin og olivenolie.
Fundene i Sortehavets "døde punkt" har ikke kun grebet videnskabsmænds fantasi, men også genoplivet interessen for maritim arkæologi og fortidens mysterier. Disse bemærkelsesværdigt velbevarede skibsvrag giver en sjælden mulighed for at samle søfartshistorien i regionen, idet de er en port til livet og levebrødet for dem, der engang vovede sig på disse forræderiske farvande.
Efterhånden som vi graver dybere ned i sortehavets dybder, afslører vi ikke kun fragmenter af fartøjer, der er gået tabt, men forbinder os også med kampe, triumfer og kulturelle udvekslinger af civilisationer, der længe er gået. Med hvert skibsforlis afsløres et kapitel af historien, der minder os om sammenhængen mellem den menneskelige oplevelse og de dyrebare rester, der ligger under bølgerne.
