Jorden er et skatkammer af hemmeligheder og skjulte ædelstene, og en af de mest fascinerende er opdagelsen af gamle dyr, der har været perfekt bevaret i permafrost.
I 2018 opdagede en heldig mammuttandsjæger, der udforskede bredden af Tirekhtyak-floden i Sibiriens Yakutia-region, noget fantastisk – det fuldstændigt intakte hoved af en forhistorisk ulv.
Opdagelsen anses for at være et betydeligt fund, da det giver et hidtil uset indblik i livet for dyr, der levede for tusinder af år siden.
Eksemplaret, som er blevet bevaret i 32,000 år af regionens permafrost, er det eneste delvise kadaver af en voksen pleistocæn steppeulv – en uddød afstamning adskilt fra moderne ulve – nogensinde opdaget.
Opdagelsen, der først blev offentliggjort af Siberian Times, forventes at hjælpe eksperter med bedre at forstå, hvordan steppeulve adskilte sig fra moderne ækvivalenter, samt hvorfor arten uddøde.
Ifølge Marisa Iati fra Washington Post var den pågældende ulv fuldt udviklet på tidspunktet for sin død, måske omkring 2 til 4 år gammel. Selvom fotografier af det afhuggede hoved, der stadig kan prale af klumper af pels, hugtænder og en velbevaret tryne, placerer dens størrelse på 15.7 tommer lang - til sammenligning måler det moderne grå ulvehoved 9.1 til 11 tommer.
Love Dalén, en evolutionær genetiker ved det svenske naturhistoriske museum, der filmede en dokumentar i Sibirien, da stødtandsjægeren ankom til stedet med hovedet på slæb, siger, at mediernes rapporter om fundet som en "gigantisk ulv" er unøjagtige.
Ifølge Dalén er den ikke så meget større end en moderne ulv, hvis man bortregner den frosne klump af permafrost, der sidder fast, hvor halsen normalt ville have været.
Ifølge CNN er et russisk hold ledet af Albert Protopopov fra Republikken Sakhas Videnskabsakademi ved at forberede sig på at bygge en digital model af dyrets hjerne og dets kraniums indre.
I betragtning af hovedets bevarelsestilstand håber han og hans kolleger, at de kan udvinde levedygtige DNA og bruge det til at sekventere ulvens genom ifølge David Stanton, en forsker ved det svenske naturhistoriske museum, som leder den genetiske undersøgelse af knoglerne. Foreløbig er det uvist, hvordan ulvens hoved blev løsrevet fra resten af kroppen.
Tori Herridge, en evolutionær biolog ved Londons Natural History Museum, som var en del af holdet, der filmede i Sibirien på tidspunktet for opdagelsen, siger, at en kollega, Dan Fisher fra University of Michigan, mener, at scanninger af dyrets hoved kan afsløre beviser på det bliver bevidst afskåret af mennesker - måske "samtidigt med at ulven dør."
Hvis det er tilfældet, bemærker Herridge, ville fundet være "et unikt eksempel på menneskelig interaktion med kødædere." Alligevel konkluderer hun i et indlæg på Twitter: "Jeg forbeholder mig dommen, indtil der er foretaget mere undersøgelse."
Dalén gentager Herridges tøven og siger, at han "intet har set beviser, der overbeviser" ham om, at mennesker skar hovedet af. Det er trods alt ikke ualmindeligt at finde delvise sæt af rester i den sibiriske permafrost.
For eksempel, hvis et dyr kun var delvist begravet og derefter frosset, kunne resten af dets krop være rådnet eller blevet spist af ådselædere. Alternativt kunne udsving i permafrosten over tusinder af år have fået kroppen til at splintre i flere stykker.
Ifølge Stanton var steppeulve "sandsynligvis lidt større og mere robuste end moderne ulve." Dyrene havde en stærk, bred kæbe udstyret til at jage store planteædere såsom uldne mammutter og næsehorn, og som Stanton fortæller USA Today's N'dea Yancey-Bragg, uddøde de for mellem 20,000 og 30,000 år siden, eller omtrent det tidspunkt, hvor moderne ulve første gang ankom til stedet.
Hvis det lykkes forskerne at udvinde DNA fra ulvens hoved, vil de forsøge at bruge det til at afgøre, om gamle ulve parrede sig med nuværende, hvor indavlet den tidligere art var, og om slægten havde – eller manglede – nogen genetiske tilpasninger, der bidrog til dens udryddelse.
Til dato har den sibiriske permafrost givet en række velbevarede forhistoriske skabninger: bl.a. 42,000 år gammelt føl, en huleløveunge, en "udsøgt isfugl komplet med fjer", som Herridge bemærker, og "selv en delikat istidsmøl."
Ifølge Dalén kan disse fund i vid udstrækning tilskrives en stigning i jagt på mammuttændere og øget afsmeltning af permafrost forbundet med global opvarmning.
Stanton konkluderer: "Det opvarmende klima ... betyder, at flere og flere af disse eksemplarer sandsynligvis vil blive fundet i fremtiden." Samtidig påpeger han: "Det er også sandsynligt, at mange af dem vil tø op og nedbrydes (og derfor gå tabt), før nogen kan finde ... og studere dem."
Det faktum, at denne opdagelse blev gjort af en mammut stødtandjæger, tilføjer kun intrigen. Det er en spændende tid for både palæontologer og arkæologer, da der bliver gjort flere og flere opdagelser, der skubber grænserne for vores forståelse af fortiden. Vi glæder os til at se, hvilke andre fantastiske opdagelser der bliver gjort i fremtiden!
